Personlig Kunderservice
100% dansk ejet selskab siden 1997
+45 49 75 88 10
ventas@ventas.dk
VENTAS A/S 3400 HILLERØD

Ecodesign

Ecodesign direktivet 2009/125/EC fra oktober 2009 er et direktiv, som opsætter en ramme for mindstekrav til miljøvenligt design, som varer – der forbruger energi – skal overholde, før de kan anvendes eller sælges i EU. Direktivet kaldes også Erp direktivet fordi det vedrører energirelaterede produkter (Energy-related Products).

Alle energirelaterede produkter er inddelt i produkgrupper, som kaldes ‘lots’, hvor de relevante lots for Ventas er:

  • Lot 6: Ventilationsaggregater (herunder ventilatorer der har til formål at udskifte indeluft med udeluft i bygninger)
  • Lot 11: Elektriske motorer og ventilatorer

Med udgangspunkt i Ecodesign direktivet har kommissionen udstedt bindende forordninger, som indeholder de specifikke krav til de enkelte produktgrupper.

Ventilationsaggregater (lot 6)

For ventilationsaggregater har kommissionen udstedet forordning 1253/2014, som bl.a. stiller minimumskrav til energieffetivitet og varmegenvinding samt forordning 1254/2014 som stiller krav til energimærkning af boligventilationsaggregater.

Ventilationsaggregater er i forordning 1253/2014 defineret som “et eldrevet apparat med mindst ét ventilatorhjul, én motor og et ydre kabinet, som har til formål at udskifte indeluft med udeluft i en bygning eller en del af en bygning”.

Dette betyder at varmegenvindingsaggregater samt alle indblæsnings- og udsugningsaggregater er omfattet af forordningen. Endvidere er de fleste ventilatorer som anvendes til bygningsventilation omfattet. Dette gælder for Ventas’ rørventilatorer, kanalventilatorer, boksventilatorer og tagventilatorer. Alle aksial- og centrifugalventilatorer kun udstyret med et ventilatorhus er undtaget fra forordning 1253/2014, men ventilatorerne skal overholde kravene i forordningen for ventilatorer 327/2011 (lot 11).

   RVU- og NRVU-aggregater

Forordning 1253/2014 skelner mellem ventilationsaggregater til boliger (residential ventilation units – RVU) og ventilationsaggregater til andet end boliger (non-residential ventilation units – NRVU).

  • Ventilationsaggregater med en maksimal ydelse på mere end 1000 m3/h er defineret som et NRVU-aggregat.
  • Ventilationsaggregater med en maksimal ydelse på op til 250 m3/h er defineret som et RVU-aggregat.
  • For ventilationsaggregater med en ydelse mellem 250 og 1000 m3/h kan producenten selv vælge, om der skal være tale om et RVU- eller et NVRU-aggregat og levere dokumentation i overensstemmelse hermed.

   UVU- og BVU-aggregater

Der skelnes endvidere mellem envejsventilationsaggregater (unidirectional ventilation units – UVU) og tovejsventilationsaggregater (bidirectional ventilation unit – BVU).

  • Et ventilationsaggregat, som kun producerer en luftstrøm i én retning – enten indblæsning eller udsugning, defineres som et UVU-aggregat. Herunder hører indblæsnings- og udsugningsaggregater samt ventilatorer til bygningsventilation.
  • Et ventilationsaggregat, som producerer en luftstrøm i to retninger – både indblæsning og udsugning, defineres som et BVU-aggregat. Herunder hører varmegenvindingsaggregater.

Forordningen gælder kun for aggregater (UVU og BVU) med en tilført effekt på minimum 30W pr. luftstrøm. Dog skal alle aggregater opfylde informationskravet.

Generelle minimumskrav til aggregater

Forordningen stille krav til at producenten skal stille et minimum af informationer til rådighed (informationskrav) og alle aggregater (UVU og BVU) skal være udstyret med flertrinsregulering (min 3 trin + stop) eller trinløs regulering (VSD). Reguleringen kan være integreret eller leveres separat. Aggregater til dobbelt anvendelse er undtaget fra reguleringskravet. Dobbelt anvendelse er et aggregat som anvendes til ventilation og til udsugning i tilfælde af brand. Endvidere skal alle BVU-aggregater være med bypass og aggregater med filter skal have visuel alarmsignal for filterskifte.

   NRVU-aggregater

Der stilles krav om at alle UVU-aggregater skal opfylde krav til minimum virkningsgrad for ventilatorer, som iht. til forordning 1253/2014 er ved nominelle driftsbetingelser.

ηv, aggreget ≥ 6,2 % ∙ ln(P) + 42,0 %, hvis P ≤ 30 kW
ηv, aggregat ≥ 63,1 %, hvis P > 30 kW

hvor: P er ventilatorens nominelle effektoptag inkl. reguleringsudstyr ved nominel volumenstrøm og tryk.

Ventas’ rørventilatorer, kanalventilatorer, boksventilatorer og tagventilatorer (UVU-aggregater uden filter) samt indblæsnings- og udsugningsaggregater (UVU-aggregater med filter), skal opfylde mindstekravet til ventilator virkningsgrad i henhold til forordning 1253/2014. Ventas’ øvrige ventilatorer skal overholde kravene i forordningen for ventilatorer 327/2011 (lot 11).

Det skal bemærkes at ventilatorens virkningsgrad i henhold 327/2011 kun vurderes i arbejdspunktet for bedste virkningsgrad, hvor kravet til minimum virkningsgrad i henhold til 1253/2014 skal være opfyldt i det arbejdspunkt, hvor ventilatoren skal anvendes.

Alle UVU-aggregater, som er med et filter skal tillige opfylde krav til maximum internt specifikt ventilatoreffekt SFPint (internal Specific Fan Power). Kravet er minimum 230 W/(m3/s). Dette gælder for Ventas’ indblæsnings- og udsugningsaggregater.

BVU-aggregater skal være med varmegenvinding med en minimum temperaturvirknigsgrad på 73% (væsekoblede batterier dog minimum 68%).

For BVU-aggregater gælder også krav til maksimal SFPint. Dette er beskrevet i en formel der er afhængig af en række faktorer, bl.a. den aktuelle luftmængde og temperaturvirkningsgrad.

Der en række undtagelser for hvornår Ecodesignkravene er gældende:

  • Hvor driftstemperaturen på den transporterede luft overstiger 100 °C eller er lavere end -40 °C
  • Motor driftstemperaturen overstiger 65 °C eller er lavere end -40 °C (motor placeret uden for luftstrømmen)
  • Forsyningsspændingen overstiger 1000 VAC eller 1500 VDC
  • Eksplosionsfarlige områder
  • Køkkenudsugning
  • Korttidsdrift i nødsituationer i forbindelse med brand
  • I giftige, stærkt korroderende og brændbare miljøer eller miljøer med abrasieve stoffer

Ud fra ovenstående kan man udlede at Ecodesign kravene normalt ikke vil gælde i forbindelse med ren procesventilation, men i tilfælde hvor procesventilation er udført som rumventilation er kravene gældende.

   RVU-aggregater

Ud over de generelle minimumskrav til aggregater (regulering, bypass og filteralarm) er der også krav om at aggregater til boliger maksimalt må have et lydeffektniveau på 40 dB(A). Dette gælder dog kun for aggregater som ikke skal tilsluttes et kanalsystem samt aggregater beregnet til at få kun én kanal tilsluttet på indsugnings- eller udblæsningssiden.

Ventilationsaggregater til boliger skal energimærkes på samme måde som man kender det fra eksempevis køleskabe.

Energimærket viser bl.a. hvor energieffektivt aggregatet er, på en skala fra A+ til D. De mest energieffektive anlæg er mærket med A+.

Energiklasse SEC in kWh/a.m2
A+ SEC < -42
A -42 ≤ SEC < -34
B -34 ≤ SEC -26
C -26 ≤ SEC < -23
D -23 ≤ SEC < -20

Fra 2018 er D den laveste energiklasse.

 

Det specifikke energiforbrug pr. m2 opvarmet gulvareal (SEC) beregnes primært ud fra det specifikke El-forbrug SPI (Specific Power Input) og ventilationsaggregatets varmevirkningsgrad samt et antal korrektionsfaktorer.

Energimærket viser endvidere den maksimale luftmængde [m3/h] (ved 100 Pa eller 0 Pa) samt lydeffektniveauet [dB] ved 70% ydelse (ved 100 Pa eller 0 Pa). Hertil kommer at det er angivet om det er et UVU-aggregat (1 pil) eller BVU-aggregat (2 pile).

Motorer og Ventilatorer (lot 11)

Kravene til motorer er beskrevet i ecodesign forordningen for elmotorer 640/2009. Gældende regler omfatter elmotorer i størrelsen fra 0,75 kW – 375 kW. Kravene til motorernes energieffektivitet er afhængig af motorens størrelse og antal poler.

Forordning 640/2009 gælder ikke for motorer der er en fuldstændig integreret del af en ventilator. Nogle af Ventas’ ventilatorer anvender dog IEC normmotorer og her er det et krav, at der minimum skal anvendes IE3 motorer eller IE2 motorer med VSD (Variable Speed Drive), som eksempelvis frekvensomformer.

For komplette ventilatorer er der ikke noget egentligt krav til selve motoren, men ventilatorens samlede virkningsgrad (motor + vinge/hjul) skal være større end de mindstekrav som er anført i forordning 327/2011.

Forordning 327/2011 gælder for aksialventilatorer, centrifugalventilator diagonalventilatorer og tangentialventilatorer med en optagen effekt mellem 125 W og 500 kW. Kravene gælder også for ventilatorer indbygget i andre energi relaterede produkter omfattet af direktiv 2009/125/EC (f.eks. indbygget i boks- og tagventilatorer og varmegenvindsaggregater omfattet af forordning 1253/2014).


Undtagelser

Nogle ventilatorer til drift under særlige forhold er undtaget fra effektivitetskravene i forordning 327/2011. Dette gælder ventilatorer:

  • hvor energieffektiviteten er optimal ved en omdrejningshastighed på 8000 rpm eller derover.’
  • til transport af ikke-luftformige stoffer i industriprocesser (transportventilatorer).
  • som er udformet til drift ved trykforhold over 1,11 (dette betyder at højtryksblæsere som kan yde minimum 11145 Pa er unstaget).
  • til brug i nødsituationer og korttidsdrift ifm. brandsikkerhedskrav (direktiv 89/106/EF).
  • med forsyningsspænding på over 1000 VAC eller 1500 VDC.
  • der er beregnet til at erstatte tilsvarende ventilatorer, der er indbygget i et produkt, som er markedsført inden 1. januar 2013 (udskiftningsventilator).
  • Er beregnet til drift under specielle forhold:
    – i potentielt eksplosiv atmosfære (jf. direktiv 94/9/EF)
    – i giftige, stærkt korroderende eller brandbare miljøer med abrasive
    (slibende) stoffer.
    – Hvor driftstemperaturen på den transporterede luft overstiger 100
    °C eller er lavere end -40 °C
    – Motor driftstemperaturen overstiger 65 °C eller er lavere end -40 °C
    (motor placeret uden for luftstrømmen)

    Ventilatorer til dobbeltanvendelse er ikke undtaget fra forordningen, men mindstekravet til virkningsgrad reduceres med 5%.

Herudover er der en række produktspecifikke undtagelser hvor de væsentligste er ventilatorer som er indbygget i toge og andre transportmidler til transport af mennesker eller gods samt indbygget i køkkenemhætter med en effekt på under 280W.

 

Krav til energieffektiviteten

Energieffektivitetskravene beregnes ud fra ventilatoren type, ventilatorens optagne effekt og effektivitetsklassen N (Efficiency Grade). N varierer afhængig af ventilatortypen og hvorvidt virkningsgraden beregnes ud fra den statiske eller total trykstigning over ventilatoren.
Det skal bemærkes at det er ventilatoren optagne effekt i arbejdspunktet for bedste virkningsgrad der anvendes.

Kravet til minimum virkningsgrad beregnes ud fra følgende formel:
η,target = a ∙ ln(P) -b + N, hvor a og b udelukkende afhænger af ventilatorens type.

Når den faktiske virkningsgrad for ventilatoren er målt og beregnet i arbejdspunktet for optimal virkningsgrad er det blot at sammenlige de to værdier. Er den faktiske virkningsgrad større end kravet til minimum virkningsgrad er ventilatoren godkendt til salg inden for EU i henhold til forordning 327/2011.

Der er også krav til at den faktiske effektivitetsklasse oplyses. Denne beregnes ud fra samme formel, hvor den ‘faktiske virkningsgrad’ indsættes i stedet for ‘kravet til minimum virkningsgrad’:
N,faktisk = -a ∙ ln(P) + b + η,faktisk